At finde vej til søs

- et undervisningsmateriale om navigation

Bibliografi

Hvis du som lærer vil læse mere om navigation, søfart og handel fra vikingetiden til i dag, har vi her samlet en oversigt over gode bøger om emnerne.

Dansk Søfarts Historie, bind I-VII, Gyldendal 1997-2001
Den bedste introduktion til og gennemgang af den danske søfartshistorie fås i de syv bind af Dansk Søfarts Historie. Hvert bind dækker hver sin periode, og har en grundig indholdfortegnelse og register, så man let kan finde frem til hvad man søger.

Niels Lund (red.): Ottar og Wulfstan - to rejsebeskrivelser fra vikingetiden, Vikingeskibshallen i Roskilde 1983
I denne bog fortæller fire forfattere om hver deres aspekt af Ottar og Wulfstans berømte rejser i slutningen af 800-tallet. Ole Crumlin-Pedersen fortæller f.eks. om ruterne og selve sejladsen, mens Peter Sawyer sætter Ottars handel i kontekst.

Leif Svalesen: Slaveskibet Fredensborg og den dansk-norske slavehandel i 1700-tallet, Hovedland 1996
I Slaveskibet Fredensborg gennemgås et skibs rejse fra København i 1767 til Guldkysten i Afrika for at hente slaver. Derefter følges skibets rejse videre til De vestindiske Øer og tilbage til Danmark-Norge, hvor skibet forliser ved Norges kyst.

Søren Thirslund: Navigationens historie, bind I-III, Handels- og Søfartsmuseet 1987-89
I tre små bøger gennemgår pensioneret skibsfører Søren Thirslund hovedtræk i navigationens historie fra oldtiden og til slutningen af det 20. århundrede. Bøgerne er rigt illustreret bl.a. med pædagogiske tegninger.

Ole Mortensøn: Sejlskibssøfolk - fra Det sydfynske Øhav, Langelands Museum 1987
I denne omfangsrige, grundige og yderst velillustrerede bog fortæller Ole Mortensøn om livet og arbejdet ombord på et sejlskib fra omkring århundredeskiftet og op til 2. verdenskrig. Emnerne spænder bredt som f.eks. besætningens forhold, religion og overtro, kostforhold, fritiden og naturligvis en gennemgang af forskellige sejlskibstypers indretning.

.