At finde vej til søs

- et undervisningsmateriale om navigation

Solhøjde

Baggrund
For 600 år siden begyndte portugiserne for første gang at udforske Afrikas kyst. Sejladsen var mod syd ud og mod nord hjem, og derfor var de interesserede i et redskab, der kunne fortælle dem hvor langt de var nået.

De fik hjælp af astronomerne, der kunne forklare hvordan man fandt sin breddegrad, altså hvor langt mod nord eller syd man er. Men først skulle Jorden inddeles, så man kunne sige præcist hvor man var. Det kan du høre om i filmen.

Hvordan måler man solhøjde?
Med kvadranten, som Søren bruger på filmen , kan man måle vinklen mellem horisonten og solen. Når man måler vinklen klokken 12, altså når solen står højest på himlen, kan man finde sin bredde, altså hvor man er på en ene af de to akser i det store koordinatsystem fra filmen.

Kvadranten kunne dog være svær at bruge til præcise målinger, specielt hvis skibet vippede meget. Derfor blev der udviklet mange forskellige instrumenter til måle solens højde.

I 1700-tallet opfandt flere opfindere oktanten, der brugte et spejl til at vise horisonten og solen oven i hinanden. På den måde blev vinkelmålingen meget mere præcis. Opfinderne fandt ogsåpå at bruge mørktfarvet glas, ligesom i solbriller. på den måde var det ikke helt så farligt at se direkte på solen.

En oktant kunne måle vinkler op til 90 grader, hvilket jo er rigeligt til at måle solens højde over horisonten. Men da man senere også gerne ville måle vinkler f.eks. mellem stjerner, var det nødvendigt med et bedre instrument.

Sekstant i brugDet nye instrument hed en sekstant og kunne måle vinkler op til 120 grader. Det blev en kæmpestor succes, og er blevet brugt helt op til vore dage. De første flyvemaskiner havde også sekstanter ombord for at kunne bestemme deres position.

Instrumenterne til vinkelmåling blev ikke kun brugt til at måle solens højde. Man kunne også måle stjerner og andre himmellegemers højde, og bruge det til at finde sin position.

Opgave
Du kan selv bygge din egen måler til solhøjde.

Af din lærer får du en skabelon til en kvadrant, som du skal klippe ud og lime på et stykke pap. Så kan du måle solhøjden klokken 12 og se hvilken breddegrad du befinder dig på.

Næste gang en i klassen skal på ferie sydpå, så kan han eller hun tage kvadranten med og måle solhøjden dér. Diskuter resultatet i klassen.

.