At finde vej til søs
- et undervisningsmateriale om navigation
Søkort
Baggrund
Hvis man tit sejler samme sted, kommer man til at kende kystens udseende grundigt. Så er det nemt at finde vej ud og hjem. Sejler man nye steder hen er det pludseligt meget sværere. Derfor fandt søfolk på at skrive eller tegne deres viden så de eller andre kunne bruge den igen senere.
Introfilm
Hvordan virker de
I begyndelsen var det i form af en remse, kaldet en sejlanvisning, som man kunne lære udenad. Sådan en sejlanvisning kan du læse om under Vikingerne.
Senere begyndte man at tegne kystens form, som den så ud fra et skib. Det kaldte man landtoninger, fordi det forestillede hvordan landet tonede frem fra havet.
På billedet til højre kan du se en simpel tegning af et stykke kyst fra Portugal, kaldet Sankt Vincent. Landtoningen er sandsynligvis ca. 500 år gammel.
Senere blev landtoningerne tegnet finere og finere. På billedet nedenfor kan du se en landtoning af det samme sted, tegnet for ca. 100 år siden.
Denne gang er der også kommet en borg med på toppen af klippen. Kan du se de to tegninger viser den samme kyst?
Jo flere ting man tegnede med på landtoningen, jo nemmere var det at være sikker på at man var det rigtige sted. På nyere landtoninger tegnede man derfor skove, bakker, tårne, møller og byer ind.
Landtoningen ovenfor er ca. 150 år gammel og viser Boeslunde kirke i Danmark. De mange kirker i Danmark var en god hjælp til at se hvor man var henne.
Portolankort
I samme tidsrum var der andre, der forsøgte sig kort som vi kender dem i dag, det vil sige hvor man ser verden langt ovenfra. Når man skulle sejle efter sådan et kort, var det kun kysten, der var interessant.
Ovenfor ser du en del af et såkaldt portolankort fra ca. 1550. Portolankort viste verden fra en sømands perspektiv med navne på de vigtige havnebyer.
De mange linjer på korter blev brugt til at beregne ens kurs fra sted til sted. Så kunne man styre ved hjælp af kompasset.
På billedet kan du se en forstørrelse af portolankortet ovenover. Det kan være svært at læse de gamle bogstaver, men hvis man ser godt efter kan man se at der øverst i midten med rødt blæk står Roma, det vil sige Rom. I det nederste højre hjørne står der med rødt Napoli.
Den tykke blå streg er floden Tiberen. Den er så stor at man kan sejle på den, så derfor er den også kommet med på kortet.
Senere blev søkortene mere avancerede. Man begyndte at vise havenes dybde og de bedste sejlrender. Efterhånden som der blev opsat fyr på land, kom de også med på søkortene.
Når kortene blev mere og mere detaljerede, kunne de også bruges til flere og flere ting. Derfor kom en række værktøjer som kunne bruges sammen med søkortet. Med en passer kunne man f.eks. måle afstande og sejltid.
.